Der er rigtig mange om buddet, selv i en branche, der af et stort flertal bliver set ned på. Det kræver derfor rigtig meget at blive på toppen. Ikke kun skal de alle levere varen, når de udgiver noget nyt. Det skal være en skive, der bliver købt, hørt og spillet i radio og fjernsyn, det skal være noget, der kan give nogle gode singler og videoer, og så skal det gøre sig godt live, for koncerter skal der også til.
Og her kommer endnu en dom, for der er først dommen over udgivelsen, dernæst dommen over hver optræden. Det er med at give fans og kritikere det, der kommer efter, og det, de forventer.
Det er også her, det viser sig, om der er tale om sande kunstnere, der virkelig også kan live, når det gælder. Hvis evnerne ikke er der, så udstilles den slags meget hurtigt, og bare en enkelt dårlig optræden er nok til at ødelægge rigtig meget.
Hold en fest i stedet
Hvad gør man så, hvis man ikke er det bedste band i verden? Nogle vil måske bare give op og erkende, at det ikke er musikkens vej, de skal gå, 
mens andre tænker pyt – lad os holde en stor fest med alt, hvad der dertil hører.
Det bedste eksempel på dette er uden tvivl Mötley Crue. De kom i 80’erne med det eneste formål at deltage i festen, og man må sige, de lykkedes med at feste igennem. Både på og udenfor scenen var de sikre på at trække store overskrifter, og de levede hele vejen igennem det rock’n’roll liv, som rigtig mange drømte om.
Touperet hår, lædertøj, make-up, whisky, fest og stoffer blev til hverdag, og det fik endnu flere til at rynke på æsen af dem. Lige det, der gør, at et band som dem på ingen måde bremsede op. Tværtimod så var det blot brænde til bålet, der fik dem til at skeje endnu mere ud. Det blev et årti med en fest, der aldrig sluttede, og der har nok været mange derude, der egentlig var lidt misundelige på den livsstil og den fest, det var.
Et liv i overhalingsbanen med groupier, alkohol og stoffer. Så gjorde det ingenting, de ikke var de bedste musikere derude, så længe de i de mindste ikke var de værste.
