Det hele startede i 60’erne. Som al anden rockmusik står heavy med fødderne på skuldrene af bluesmusikken og den psykedeliske rock, der fulgte efter. Men heavy skilte sig ud med de forvrængede lyde og den voldsomme styrke.
Det er de ikoniske riffs, der kendetegner lyden i heavy. Ofte med en stor inspiration i klassisk musik, og med fokus på tritonus – diabolus in musica. Ilde set i middelalderen er noget, der stadig følger denne måde at spille på, og det er toner, der har fået klangen af noget hårdt og ondt over sig. Endnu en af grundene til, at heavy metal har fået det ry, det har, og dermed også noget, som kunstnerne har valgt at spille på for at skabe endnu mere mystik og spænding over musikken.
Krydret med sangtekster, der handler om monstre – monsteret i dig selv elle andre mennesker, om sex, om vold og det okkulte, så er basen for en optræden skabt. Det er ikke kun udseen
det, men også musikken, der er noget ondt, og det er dermed noget, der skal sættes i bås. Det kan derfor videreføres til optrædener, til pladecovers, til udseende og til opførsel. Det skaber hele rammen for et stort teater og en stor kærlighed til musikken.
Op fra undergrunden
Fra tonerne i 60’erne og 70’erne begyndte forskellige subgenrer at se dagens lys. Musik er altid i bevægelse mod noget nyt, og heavy er ingen undtagelse. Der kom genrer til som thrash, hvor Metallica og Slayer er blandt de største, og hvor der er foks på de tunge og hurtige lyde.
Herfra opstår det endnu tungere og markant mere dystre black metal,der musisk lever fint op til sit navn, og den mere forvrængede dødsmetal med den mørke følelse over sig. Men folk metal med inspiration i hedenske traditioner opstår sideløbende med tilsvarende stor popularitet.
Heavy udvikler sig hele tiden, og genrer kommer og går.
