På overfladen virker rigtig mange tekster i heavy meget destruktive. De er fyldt med død og ødelæggelse, og da engelsk er hovedsproget for langt de fleste, så er det tekster, der når verden rundt. Det er krig, det er Gud og Djævlen, det er had, det er ødelæggelse. Det er letlevende kvinder, det er stoffer og alkohol.
Men lytte du nærmere til teksterne, så er det på ingen måde en dyrkelse af alt, der er ondt og modbydeligt i denne verden. Det er faktisk det modsatte. Det er fortællingen om os mennesker og det onde, som mænd gør, som Iron Maiden synger det. Det er kampen mod pædofili og modstand mod det, som du finder hos Megadeth, det er kampen mod handlede kvinder hos Rammstein, og det er kampen med dig selv og dine egne dæmoner, som du finder hos rigtig mange.
Der er ingen onde eller skjulte beskeder
“Hvis du spiller det baglæns, kan du høre Satan snakke” er nok et af de mest kendte citater om heavy og rockmusik generelt. Hvis du virkelig spiller det baglæns, så giver det absolut ingen mening. Der er ingen skjulte, ondsindede budskaber i heavy. Du skal i hvert fald lede meget længe og digte dem selv, og denne sag var som så mange andre en tabt kamp. Eller også skal du finde de obskure bands, som vitterligt har denne holdning, for selvfølgelig er der
den slags virkelig undergrund, der hylder det outrerede,
Det er heller ikke heavy, der har været årsag til skoleskyderier – sammen med computerspil. Vold, had, krig og ødelæggelse har haft rig grobund i verdenshistorien i meget lang tid, ja tusinder af år inden heavy var en ting. Så at give en musikgenre skylden for en masse ondt, det er en ekstrem overdrivelse og et behov for en syndebuk. Det er altid rart, hvis nogen eller noget har skylden fremfor samfundet.
En oprigtig støtte
Ved skoleskyderiet på Columbine var det Marilyn Manson, der fik skylden. Eller i hvert fald en del af det. Havde de to unge fyre ikke lyttet til hans musik, havde de nok ikke skudt. En sær kobling vil de fleste mene.
I Michael Moores film om skyderiet interviewer han Manson om netop det forhold og spørger ham, hvad han ville sige til alle de efterladte hvis han mødte dem. Manson svarer, at han ikke ville sige noget, han ville lytte. For alle taler til dem, men ikke lytter til dem og deres tanker om det, der skete. De har brug for at blive lyttet til, og han vil gerne være det øre, der skal til, og den skulder, de kan læne sig op ad.
Meget langt fra en, der i andres optik har lagt op til død og ødelæggelse, men fordomme er svære at komme til livs.
